Derfor Metropolzonen.dk ...

København har omkring dens attraktive bykerne i gennem en årrække oplevet et sandt byggeboom. Men der skal mere til, hvis det står til byens nye styre med overborgmester Ritt Bjerregaard og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i spidsen. "Intet er helligt", har de bedyret med henvisning til, at der efter deres opfattelse sagtens kan blive tale om højhuse i Københavns Indre By og store erhvervsdomiciler på byens tilbageblevne og attraktive friarealer, ikke mindst ved havn og kanal.

Bystyrets vision om at omforme byen til det det kalder en europæisk metropol bygger i følge mange københavnere, eksperter og foreninger på en forkert læsning af, hvad der gør en unik metropol og ikke mindst, hvad der gør København til en unik metropol. København er allerede er en attraktiv storby, der fremstår anderledes og som en by, der har formået at bibeholde sin sammenhængende karakter og imødekommende kulturmiljøer. Udgangspunktet for forandring bør derfor aldrig være en mindreværdsfølelse over for andre byers mere eller mindre mis/vellykkede forsøg på at skabe opmærksomhed.

Københavnere mener derfor, at der er behov for en hjemmeside - Metropolzonen.dk - hvis fokus er den naturlige og unikke storby frem for den opstyltede og kunstige.

Derfor...

Derfor... Metropoltankegangen, som den er blevet præsenteret af overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren, opfattes af mange som et uigennemtænkt forsøg på at gøre København til over for et internationalt publikum og udtryk for en irrationel mindreværdsfølelse, der, hvis de sammen med kommercielle grundejere skulle få held til at gennemføre deres forehavende, kan gøre København som unik metropol ubodelig og uoprettelig skade.

Derfor... Metropolzonen skal ikke gøre sig til overfor turister. København skal gøre sig til over for dens borgere. En vidunderlig by med glade og kreative borgere vil gøre den unikke metropol og være attraktiv for et internationalt publikum.

Derfor... København skal vedblive med at være en kvalitetsbevidst metropol, der forstår at udvikle byens centrum nænsomt.

Derfor... København har særlige kvaliteter, og derfor vil det være naturligt, at man udnytter dens komparative fordele (det byen allerede er bedst til og rig på).

Derfor... Metropolzonen og Københavns centrums udfordringer i dag ligger ikke i byens manglende attraktioner eller herlighedsværdier, men i at skabe større sammenhæng mellem metropolzonens mange attraktioner, byrum og byliv, såvel som en revitalisering af en række 'sorte pletter'.

Derfor... København har store arealer i umiddelbar nærhed af sit centrum - f.eks. Refshaleøen, Ørestaden, og byrummet over det vidtstrakte banelegeme mellem DGI-byen og Kalvebod Brygge - som rummer mulighed for at tilføre byen nye særkender i form af arkitektur, rekreative byrum og kulturmiljøer; og det uden at byens eksisterende rum og herlighedsværdier kompromitteres.

Derfor... Det vil være en stor fejltagelse at presse alle ambitioner om den moderne storby nedover Metropolzonen og Københavns historiske centrum.

Derfor ... Metropolzonen og Københavns centrum er et af Danmarks vigtigste ansigter udadtil og er således af national betydning, hvorfor eventuelle større infrastrukturelle udviklingsprojekter bør nyde den danske stats finansielle imødekommenhed.

Derfor... Københavns metropolzone, dens middelalderby inden for voldene, såvel som arealer i umiddelbar nærhed af byens centrum -  skal betragtes som et offentligt gode uanset enkeltarealers ejerforhold, og byens udvikling bør alene forvaltes ud fra almenvellets behov og byens ånd.

Derfor... Byen skal påtage sig ansvar og sikrer, at dens udvikling sker til byens og alles bedste og i respekt for eksisterende herlighedsværdier og ikke blot til fordel for en enkelt eller en mindre skares kommercielle eller politiske interesser.

Derfor... Alle bestræbelser på at udvikle byens centrum og tilstødende kvarterer skal ske på grundlag af kvalificerede belysninger af alle udviklingsmuligheder før end en enkeltstående aktør eller et enkeltstående kommercielt projekt imødekommes politisk og sætter sig på et centralt friareal, byrum eller kulturmiljø i byen.

Derfor... Byens mange interessehavere og ikke mindst dens politiske aktører og det politiske lederskab bør forpligtige sig på en udvikling af byen som metropol, der ikke udfordrer dens eksisterende værdier, men som gennemgående hensyn altid tager byens sammenhængende kulturmiljøer, ånd og karakter i forsvar. Og hvis det viser sig, at nye projekter ikke er foreneligt med dette, vil byen afvise dem eller finde passende lokalitet uden for byens centrum.

Derfor... København er i den unikke situation, at friarealer og potentielle byudviklingsområder nærmest falder over hinanden umiddelbart uden for byens vidunderlige centrum. Dette gør, at planer om at ville mase højhuse og store erhvervsdomiciler ned i metropolzonen og middelalderbyen fremstår så meget desto mere naive og potentielt ødelæggende for byens mulighed for at vedblive med at gøre sig til over for et internationalt publikum såvel som dens egne borgere.

Derfor... Metropolzonen.dk's aktører opfordrer Københavns nye bystyre til at forpligtige sig på at tage vare på byens eksisterende herlighedsværdier og blot nænsomt udvikle byens centrum. De store armbevægelser, store erhvervsdomiciler og eventuelle højhuse bør henlægges til arealer uden for byens umiddelbare centrum.

Derfor, hvis byens beslutningstagere og borgere søger inspiration til, hvordan Metropolzonen nænsomt kan udvikles til et endnu bedre sted, så kan man søge inspiration i Metropolzone-visioner her.